Geolocation - Om Geolocation

Med udbredelsen af avancerede mobiltelefoner ('smartphones') er geolokationen på det nærmeste eksploderet - både den vi kender til opg bruger i det daglige og den der sker 'bag vores ryg'.

For at kunne bruge geolokation skal der anvendes to sæt udstyr:

• Sensordata
  En GNSS-sensor der kan opsamle data fra 3-4 GPS-satelitter og bruge dataene på den i situationen relevante måde enten på telefonen eller ved at overføre dem til en URL.
• Sitedata
  Data modtaget - i oftest tekst- eller kort-format - i en HTML-side.

På mobiltelefoner kan man som hovedregel håndtere både sensordata og sitedata i en sammensmeltet arbejdsgang: Telefonens sensordata bliver sammenholdt med modtagne sitedata. Da telefonerne typisk altid er online kan brugen af geolokation blive dynamisk.

Fremkomsten af sensordata og sitedata kan også være adskilt. Der er da tale om 'tracking'. Tracking kan enten være ad hoc ('Hvor er min bortkomne ...) eller dynamisk ( kontinuert følgning af et eller flere objekter - biler, skibe fly etc.).

En anden årsag til den øgede anvendelse af Geolokation er udbredelsen af korttjenester som Google Maps.

Samtidig med den stigende anvendelse af geolokation er funktionaliteten på datasiden blevet standardiseret i form af Geolocation API-en styret af W3C.

Goelokation involverer, at man for et objekt (opsamlerobjektet) kan registrere og nyttiggøre kendskab dets elektronisk registrerede lokation (typisk dets GPS-lokation: skæringspunkt mellem længde- og breddegrad).

For at udnytte kendskabet til denne lokation vil det være nødvendigt med et andet objekt (modtagerobjektet) der ud fra kendskabet til statiske lokationer kan sammenholde deres indbyrdes placering.

Opsamlerobjektet kan være GNSS-chippen i en mobiltelefon, en bil, en fodlænke eller noget helt andet, der (typisk) i en eller anden rytme:

• Her er ...Når modtagerobjektet i sin løsningsmodel tilpasser sig opsamlerobjektets lokationsdata vil der foreligge en "Her er ...."-situation - ofte vist på en HTML-side.
  Det kan være ".. min GPS navigator under kørsel", ".. jeg", ".. min bil", ".. bæreren af en fodlænke" etc.
  Man vil her kun kunne følge et opsamlerobjekt ad gangen
• Hvor er ...
  Når modtagerobjektet i sin løsningsmodel tilpasser opsamlingsobjektets lokationsdata til sine egne lokationsdata vil der foreligge en "Hvor er ...."-situation.
  Det kan være ".. mine gående / kørende/ sejlende / flyvende enheder", ".. jeg i forhold til en udlagt matrix", ".. mine 'skatte' i Geocashing," etc. Man vil her kunne følge mange opsamlingsobjekter samtidig.

I den første situation vil nytteværdien være at en observatør på et andet medie kan drage nytte af at vide hvor objektet er. Denne gruppe kan typisk sammenfattes som "Hvor er ......".

En klar definition kan blive lidt problematisk i de situationer hvor begge dele er indeholdt i samme objekt: En GPS i en bil. En mobiltelefon Med GPS der samtidig har indlæst em HTML-side med aktive lokationsdata.

I den første situation anvender man et andet medie til at drage nytte af denne

Geolocation knytter sig til elektronisk baseret stedsbestemmelse overalt på og over jorden.

For at udnytte geolocation skal der anvendes to sæt 'udstyr':

• Dynamisk
  'Udstyr' der til enhver nødvendig tid kan bestemme sin aktuelle lokation (længde- og breddegrad) og gøre brug af denne dynamiske information. Udstyret er som oftest baseret på en 'GNSS'-chip, der kan opsamle de nødvendige signaler fra mindst 3 GPS-satelitter.
• Statisk
  'Udstyr' der (evt. i samspil med statiske lokationsangivelser) kan udnytte den dynamiske information.

Langt de fleste smartphones og tablets er udstyret med GNSS-chips. De synes på vej ind i laptops og biler. De har hele tiden været brugt i GPS-navigatorer i biler.

De dynamiske data fra en GNSS-chip kan på den statiske side bruges i sammenhænge som: GPS-navigatorens skærm, 'fodlænker', hvor er min (bortkomne) telefon, gravemaskine, cykel etc., Hobbyen Geocashing hører også ind under Geolokation